Vi bliver bombarderet med den ene Netflix-serie efter den anden, og der spyttes løbende store Hollywood-produktioner ud i de danske og internationale biografer. Men der sniger sig ind i mellem også en dokumentar eller fiktionsfilm ind om særlige musikere eller bands, der har gjort et særligt indtryk i tidens løb.
Musikbiografier kan være af svingende karakter ligesom alle andre filmtyper, men nogle leverer en oprigtig eller skarp analytisk skildring af en musikkunstner, så man som seer efterlades klogere eller bare mere bjergtaget, end man var, før man satte sig foran skærmen derhjemme eller i biografen.
Denne artikel kaster et blik på fire musikbiografier, der er værd at se i 2026. Nogle er af ældre dato, men fortjener at blive set, hvis du ikke allerede har set dem. Læs med!
Unik dokumentar om Metallica
Meget få dokumentarister har fået lov til at følge Metallica på deres vej rundt i verden og ud i livet. Det fik filmmanden Joe Berlinger ikke desto mindre lov til igennem flere år i slut 1990’erne og starten af 2000’erne. Det kom der en helt unik dokumentar ud af ved navn Metallica: Some Kind of Monster.
Man behøver ikke være vild med Metallica eller heavy metal for at kunne se det smukke og det spændende i filmen, for den dykker flere steder ned i de personlige skikkelser i bandet og skildrer intriger, relationelle problemer og kriser undervejs. Metallica-dokumentaren kan ikke ses på danske streamingtjenester, men man kan ofte bruge en VPN-forbindelse til at få adgang til udenlandske platforme, der viser filmen.
Bagom fænomenet og popstjernen Whitney Houston
Hvis man forventer at se en film om Whitney Houston, der er lige så sød og blød som den store popstjernes stemme og sange, så er det ikke Whitney fra 2018 man skal tænde for. Men er man i stedet interesseret i et indblik i mennesket bag verdensstjernen og alt det, Whitney Houston kom fra og måtte igennem for at nå til tops, så er det her, du skal spidse ører – eller rettere, tænde for tv’et.
Politikens anmelder udtrykte ‘Det er kvalmende at være vidne til så meget snavs’ efter at han havde set filmen. Ikke desto mindre fik filmen fire ud af seks stjerner, og det siger ret meget om, hvad filmen er. Der er nemlig tale om et helt råt og nøgent blik på de problemer, Whitney Houston løb ind, som dels var forårsaget af folk med ondsindede intentioner og dels selvforskyldte.
Filmen Whitney kan ses på Filmstriben.
Nyere dokufilm om Bob Dylans tidligste år
Det er på ingen måde, fordi der mangler dokumentarer om folk-sangeren Bob Dylan. Der har været adskillige gennem tiden, blandt andet I’m Not There fra 2007 hvor selveste Cate Blanchett (blandt mange andre) spiller rollen som Bob Dylan. Nu er der landet en forholdsvis ny biografi om den aldrende stjerne, men den tager en anden vinkel end de øvrige film.
I filmen A Complete Unknown med unge Timothée Chalamet i hovedrollen skildres Bob Dylans tidligste år i karrieren. Man har her med succes valgt af nærstudere og fokusere på musikerens formative år. Det giver plads og tid til at dvæle mere ved flere spændende momenter, så man føler, at man hele tiden er med og får rum til at mærke ind i stemningen og personen, der skildres.
A Complete Unknown kan blandt andet streames på DisneyPlus.
En stille film om jazzmusikeren Lee Morgans liv og tragiske død
Hvis du elsker film om New York i 1960’erne og 1970’erne, så vil du elske filmen I Called Him Morgan af den svenske dokumentarist Kasper Collin fra 2016. I filmen skildres jazzmusikeren Lee Morgans liv og karriere op til hans tragiske død på en natklub i New York i 1972.
Det specielle ved filmen er, at den drives frem af hans ekskone Helen Morgan, der i løbet af filmen taler om deres liv sammen og om Lee. Filmen bygger op til et klimaks på en vinterdag i New York i 1972, hvor Helen netop vælger at slå sin mand ihjel, da han optræder på en natklub i East Village.
I Called Him Morgan kan streames på Apple TV og Prime Video.
